Skotland og England - onsdag den 27. juni 2012


Fra Aboyne i Skotland til Northallerton i England

Tilbage

Det regnede ikke særlig meget, da vi vågnede men nu var vi fast besluttede på at søge sydpå.

Morgenmaden var fin på hotellet. Da vi var godt igang med at spise mad fra buffet'en, kom tjeneren og spurgte, hvad vi gerne ville have af varm morgenmad. For pokker da, det må have været en underskudsforretning, når der var fuld skotsk morgenmad med i prisen på de 25 pund pr. mand.

Planen var lagt. Med bus fra Aboyne til Aberdeen og herfra videre med tog til Northallerton i England - over Edinburgh. Dagens største chok kom, da billetdamen sagde, at det kostede 107 pund pr. mand, for at komme med toget. Senere fik vi at vide, at det meget vel kunne være billigere at tage et fly fra f.eks. Aberdeen til Newcastle...

Togturen var heller ikke så interessant, da der var tåget og regnfuld. Men i løbet af dagen nåede vi frem til Northallerton i Yorkshire området, der ligger i den østlige del af Nordengland (hvor Lake District ligger i den vestlige del).

Hvorfor lige Nortallerton? Det er jo en lille by på det engelske landkort... Jo i vores alternative plan var der blevet plads til et ønske til os hver.

Jeg ville gerne besøge Theakston bryggeriet, der laver en af mine favoritøl i England (Old Peculier). Det protesterede Jan ikke over og nærmeste banegård til byen Masham, hvor Theakston ligger, er byen Northallerton.

Vi nåede frem sidst på eftermiddagen og søgte i første omgang til byens centrum, for at få en Old Peculier. Mens vi søgte byens pubber igennem, for at finde den gode øl, jagtede vi også et turistkontor, der var lukket og en boghandel, der lige nøjagtig ville sælge et par kort, før den også lukkede.

Vi besluttede os for at finde ud til byens campingplads. De lokale lød ikke til at have meget styr på, hvor den lå men vi fandt dog ud til den - via en stærkt trafikeret vej.

Campingpladsen var mest for campingvogne. SIkkert fastlæggere. Men der var dog plads til at par telte.

Vi skyndte os at pakke ud, for vi ville gerne tilbage til byen, for at se en semifinale i EM i fodbold. Der måtte være en pub, der viste kampen, selv om England var slået ud af turneringen. I Romanby fandt vi en pub, der godtnok viste kampen men de havde ikke noget øl, der var værd at skrive hjem om, så da der blev pause, hastede vi videre ind mod Northallerton, hvor vi så starten af 2. halvleg på en ORDENTLIG bar.

Vi havde søgt efter et spisested men de lukkede åbenbart tidligt i byen. I en sidegade fandt vi et indisk spisested, hvor vi kunne se kampen færdig og få noget at spise. Eneste ulempe var, at øllet nu hed Tiger. Det var nu ikke så dårlig til stærk indisk mad.

Så var vi ved at være grydeklare og vi gik de 2 km. tilbage til campingpladsen. Der var mørkt og heldigvis var der ikke så meget trafik på indfaldsvejen - men de biler, der kom, kørte hurtigt og forventede ingen gående trafikanter, så vi skulle passe godt på!

1
2
3
4
5